Det er med stor glæde at vi endelig kan annoncere genoptryk af Sneums Kalejdoskop-bogen efter at første udgave blevet revet væk på 2 uger tilbage i november. Via et partnerskab med Crunchy Frog Recordings, Varano Music og M-AArt, som alle er gamle venner af Jan Sneum, vil Sneums Kalejdoskop blive genudgivet fredag d. 12. juni 2020. Denne udgave udkommer udelukkende som bog, og lydsiden fra LP’erne i originaludgaven kan nu streames fra alle større online musikplatforme.
Der bliver lavet 1.000 stk., og bogen kan forudbestilles i vores webshop.
Læs herudover pressemeddelelsen nedenfor med yderligere detaljer:
Pressemeddelelse:
SNEUMS KALEJDOSKOP GENUDGIVES
Jan Sneum er blevet beskrevet som den danske John Peel (BBC) og var i mange år stemmen i front for P3 Live. En kort TV-karriere blev det også til, og han berigede også de lidt ældre (og nørdede) fans som redaktør af Politikens Rockleksikon. Måske Danmarks mest indflydelsesrige musikjournalist på tværs af formater, genrer og landegrænser. Han elskes af musikere såvel som musikfans for sin altomfattende (gode) smag og enorme viden om musik af alle genrer og fra hele verden. Sneum modtog i 2015 Carl Prisen for et liv i musikken og kulturformidlingens tjeneste. Især i sin tidlige karriere og ungdom var Sneum også en fremragende visuel dokumentarist, så det er naturligt at hans selvbiografi “Sneums Kalejdoskop” også er en fotobog.
Første udgave af “Sneums Kalejdoskop” blev udsolgt nærmest med det samme gennem forudbestillinger af de kun 500 eksemplarer. Meget få eksemplarer endte i boghandlere eller pladebutikker. Selv anmelderne blev snydt, dog kom der et par gode anmeldelser i hhv. Jyllands-Posten (5 stjerner) og Herning Folkeblad (5 stjerner). Bogen nåede heller ikke at komme ud på bibliotekerne, men lektørudtalelsen taler for sig selv:
”Vurdering: Meget flot værk både i udstyr og hvad angår formidlingen af oplevelser med musikken. Sneums arbejde med musikken er samtidig en skildring af de sidste halvtreds års musik- og kulturhistorie. Som i hans radioprogrammer, er sproget fortællende og humoristisk i sin form. Brugen af anekdoter og citater beriger kildegrundlaget for værket. De mange fotos er af meget høj kvalitet.”
NY UDGAVE – HJULPET AF DISCIPLE
Der var som sagt rigtigt mange Sneum-fans, der ikke fik fat i et eksemplar af førsteudgaven, og det bliver der heldigvis rådet bod på nu. Eftersom det første oplag blev solgt inklusive en dobbelt vinyl LP for kun 350 kroner, var der intet rigtigt overskud i projektet til at genoptrykke “Sneums Kalejdoskop”. Derfor gik en lille gruppe af Sneums “disciple” for nyligt sammen for at investere i, at bogen nu igen kan komme på hylderne og glæde en endnu større læserskare. Det drejer sig om originalforlæggeren Christian Villum fra forlaget Ctrl+Alt+Delete Books, musiker og indehaver af RUST Morten Varano, lederen af Studenterhuset i Aalborg Mads Mulvad samt pladeselskabet Crunchy Frog repræsenteret af Jesper “Yebo” Reginal. Alle fire har fået en stor del af deres musikalske dannelse gennem Sneums journalistik og er gennem årene også blevet gode venner af hovedpersonen.
Jan Sneum har selv ledet arbejdet med den nye udgave, og efter forfatterens ønske udkommer andenudgaven kun som bog. Den dobbelt vinyl LP, som blev skabt i tæt samarbejde med og fremstillet hos Nordsø Records, er blevet overspillet direkte fra rillerne, så audio-delen nu udkommer digitalt gennem Crunchy Frog Soundtracks. Det vil sige, at de fire vinylsider bliver til fire episoder eller medleys, som vil blive udsendt over de kommende fire søndage på alle digitale musiktjenester. Episoderne består af uddrag fra bogen, oplæst af forfatteren selv, gamle optagelser fra Sneums liv med musikken, interviews med kunstnere som bl.a. Iggy Pop, Marianne Faithfull, David Thomas (Pere Ubu), Wayne Kramer (MC5) og mange andre – og krydret med et eklektisk mix (som kun Sneum ville sammensætte det) af musiknumre fra Nelson Can, Kogekunst, Maria Faust, Tone, Narcosatánicos, Bene, J. Jaanmai Duo, Ærkenbrand, forfatterens egen mor, Jytte Gorki Schmidt, og sågar den estiske hyrde Peeter Ots’ bukkehornsspil.
“Sneums Kalejdoskop” i andenudgaven er som førsteudgaven et stort luksuriøst bind i LP-størrelse. Bogen er i hardcover og gemmer på 295 glittede sider med Jan Sneums memoirer, over 100 af forfatterens unikke fotos og forord af forfatterens mangeårige ven og kollega David Fricke (Rolling Stone, Sirius XM Radio).