Så kan vi med stolthed præsentere ‘Open Source City: Art & Technology Experiments in Platform4’ for hele verden – bogen udkommer idag!
Siden åbningen for 8 år siden har det kreative hus Platform4 i Aalborg været en unik og ukonventionel ramme for kunst og teknologi i form af workshops, iværksætteri, elektronik-hacking, koncerter, festivaler og alle mulige andre events. Essensen af husets ånd indfanges nu for første gang i en bogudgivelse, som sætter ord på det særlige miljø, det fællesskab og den energi som siden 2008 har været med til at sætte både Platform4 og Aalborg på det internationale kreative landkort.
Bogen, der har forord af kultur- og kommunikationseksperten Christian Have, består af artikler, som er skrevet af både lokale ildsjæle og nogle af de kunst- og teknologi-superstars, der blev inviteret til Aalborg for at lege med, og som faldt pladask for det kreative fællesskab. Forfatterlisten tæller således blandt andet Amsterdam’s internationalt anerkendte iværksætter og byudvikler Eva de Klerk, den københavnske teknologi-kunstgruppe Illutron’s Christian Liljedahl og den mexikansk-svenske kunstner, Internet-aktivist og hacker Geraldine Juarez, kendt fra bl.a. Berlin-baserede FAT Labs.
Bogens artikler tæller dels essays, der går bag om nogle af største projekter i husets historie og dels essays, der zoomer ud og kigger på de grundlæggende principper og værdier, som har været med til at forme huset, sætte retningen og, vigtigst af alt, skabe det store Platform4-community af kreative aktører, kunstnere, iværksættere og studerende fra nær og fjern. Hele herligheden er endvidere krydret med hundredevis af flotte billeder, der visuelt dokumenterer de spændende historier og viser hvordan det hele er gået for sig.
Læs mere om bogen og køb den i alle landets bogbutikker eller i vores webshop. Hvis du læser dette som bogforhandler og gerne vil købe bogen hjem, så kan det ske via bogportalen.dk. Sidst, men ikke mindst kan journalister og anmeldelse hente pressekit hos MyPressWire.