Ditte Ejlerskov’s “The Rant” udforsker fremtidens bogformat (+ launch event info)


Det er med stor glæde at vi annoncerer at bidrage til udgivelsen af The Rant i samarbejde med Forlaget Aftryk, kunstner og forfatter Ditte Ejlerskov samt web3-arbejdsfællesskabet Korridor.

Inspireret af internettets enorme udbud af såkaldt fan-fiktion, altså litteratur som er skrevet af dedikerede fans baseret på etablerede kunstneres værker, udgiver billedkunstner Ditte Ejlerskov og Forlaget Aftryk – i samarbejde med os i Ctrl+Alt+Delete, samt web3-arbejdskollektivet Korridor d. 23. februar 2023 bogen “THE RANT”, hvor læsere inviteres med ind i skriveprocessen. Foruden udgivelsen af en spændende bog med kant, er målet at eksperimentere med at invitere læsere med til at skrive en ny, kollektiv version af bogen.

Online ser vi lige nu en opblødning mellem kategorierne forfatter og læser. Rigtigt mange læsere skaber nyt ud fra de universer, som forfattere og kunstnere skaber. Internettet har gjort at læsere, som bliver fascinerede af forfatteres værker og får lyst til selv at eksperimentere kan dele resultaterne med andre fans og helt nye litterære og visuelle miljøer opstår. Det er en spændende udvikling, som redefinerer forholdet mellem afsender og modtager.

– Majken Overgaard og Christian Villum, Korridor

Bogen, der udgives og som der skal skrives videre på, hedder “THE RANT” og er en kunstnerisk reaktion på udviklingen af blockchain-teknologi – en ny teknologi der gør det muligt at udveksle viden og data samt tilegne ejerskab på en fundamentalt ny måde. Ditte Ejlerskov er en dansk kunstner, der selv arbejder meget med teknologi i sine værker. I bogen fortæller hun om disse erfaringer og formidler en vision, der forbinder vores fysiske og digitale verden og viser vejen ind i en mulig fremtid, hvor vores ånd og krop er lige så meget en del af den teknologiske revolution som det kommende decentraliserede internet.

Den digitale bog udgives af Ditte Ejlerskov og Korridor og købet af den digitale bog giver adgang til tre eksklusiv online-events, der afholdes i løbet af foråret, hvor man kan deltage i skriveprocessen omkring den næste version af bogen, der vil indeholde publikums tilføjelser. Bogen udgives foruden i fysisk udgave i butikkerne også på blockchain, og køberne får adgang til skriveprocessen gennem såkaldte digitale tokens eller NFTer.

Hvornår er en bog færdig?
Bogen handler om teknologi og i skrive- og redigeringsfasen har samarbejdspartnerne hele tiden diskuteret om indholdet hurtigt ville blive forældet, fordi teknologi udvikler sig så hurtigt. Drømmen blev derfor i stedet at kunne opdatere kontinuerligt og lave uendelige versioner, der reagerer på udviklingen. Derudfra opstod ønsket om at udgive flere versioner online, og invitere læsere med ind i maskinrummet. Når den kollektive skriveproces er ovre, vil bogen blive genudgivet digitalt med rettigheder – og indkomst – fordelt på dem, der har deltaget i processen. Måske dette bliver måden, vi udgiver i fremtiden, kollektivt og i evig udvikling?

Lanceringsevent
Bogen udgives i klassisk, fysisk form af Forlaget Aftryk og både den fysiske og digitale bog lanceres samlet i Kunsthallen Nikolaj den 23. februar kl. 16-18. 
Kl. 16.30 bydes der velkommen og kunstner og forfatter Ditte Ejlerskov kan opleves i samtale med Majken Overgaard fra Korridor modereret af Christian Villum fra Korridor – som også driver forlaget Ctrl+Alt+Delete Books.

Om parterne
Korridor er et kollektiv med medlemmerne Majken Overgaard, Rune Brink Hansen og Christian Villum. Vi udforsker, tester og fortæller om alle de spændende muligheder for digital kunst, der vinder indpas på det globale internet lige nu. Vi er fokuseret på alt, der udvider mulighederne for kultur og kunst online lige nu – fra blockchains, web3 og NFT’er til metaverserne og fordybende XR-teknologier.

Vi tænker ikke kun på disse termer som ren teknologi, men som kulturelle fænomener, der vil have en afgørende indflydelse på den måde, vi som samfund ser og oplever kultur og kunst i fremtiden. Herunder er vi nysgerrige efter at udforske de nye økonomiske muligheder som kunstnere og kulturverdenen står foran.

Ctrl+Alt+Delete Books er et forlag med base i Danmark. Vi interesserer os for det spektrum, hvor mennesker, teknologi og kultur mødes og lægger vores energi i at udgive bøger, der giver nye og alternative perspektiver på forholdet mellem disse parter. Dette viser sig i en fascination af emner som videndeling, digitale kulturer, iværksætterborgere, subkulturer, samfundsskabelse, nye anvendelser af byrum, disruptive teknologier og frem for alt eksperimenter med open source principper og værktøjer.

Læs mere om lanceringseventet her: The Rant Digital launch event
Læs mere om – og køb – The Rant som bog: Ditte Ejlerskov – The Rant (og du kan også købe den som bundle med Ejlerskovs tidligere bog)
Læs mere om den digitale udgivelse og om eksperimentet med samskrivning: The Rant Digital