Vi er til Creative Commons Global Summit denne weekend


Denne kommende weekend har vi fornøjelsen af at deltage i den store Creative Commons Global Summit, et event som hvert andet år samler det globale Creative Commons community til en konference om udfordringer og muligheder indenfor sharing – og som i år sætter fokus på vores kommende bogudgivelse “Made With Creative Commons”.

Creative Commons er et globalt netværk som opstod på Harvard University i Massachusetts i USA for godt 10 år siden, da én af stedets jura-professorer, Lawrence Lessig, så et behov for at skabe et værktøj, som kunne facilitere mødet mellem Internettets voksende delekultur og ophavsrettighedslovgivningen. Dette blev til en række gratis licensværktøjer, som idag er udbredt i hele verden og oversat til næsten 100 sprog, inklusiv dansk. Denne udbredelse er sket via skabelsen af et globalt frivilligt community af flere tusinde mennesker – advokater, aktivister, indholdsskabere – som alle bidrager aktivt til at skabe en global fælled af indhold, som det er nemt at få adgang til, remixe og dele. Mere end 1 milliard værker online – lige fra billeder, tekster, film, fotos og meget andet – er idag tilgængeligt online, og eksempelvis platforme som Youtube, Vimeo, Flickr og Wikipedia har idag indbygget Creative Commons licensværktøjerne.

En stor del af dette community samles denne kommende weekend i Toronto, Canada, for at diskutere sharing i alle tænkelige former og størrelser. Én af disse størrelser er anvendelsen af CC-licenser til skabelsen af nye forretningsmodeller, og netop dette tema har to ansatte i Creative Commons, Sarah Hinchliff Pearson og Paul Stacey, sat fokus på i bogen “Made With Creative Commons”, som vi i Ctrl+Alt+Delete Books har fornøjelsen af udgive.

Netop denne bog bliver der sat stor fokus på på Creative Commons Global Summit denne weekend: Alle deltagere får nemlig et eksemplar udleveret ved ankomsten, og endvidere vil en stor bunke bøger være tilgængeligt til efterfølgende at tage med sig hjem og forære til sit lokale bibliotek. Endvidere bliver der sat fokus på bogens tema og indhold i to sessions i konferences program: “Made With Creative Commons: A conversation with the Authors and a Focus on Open Business Models Based on CC“, hvor Sarah og Paul bliver interviewet af CC’s direktør Ryan Merkley, samt i en paneldiskussion om nye forretningsmodeller for open source hardware under titlen “Share or Die: Is future manufacturing open source?“, hvor Ctrl+Alt+Delete Books’ Christian Villum sidder i panelet.

Hvis du læser dette og skulle være i Toronto (eller sågar deltager i Global Summit eventet), så hiv fat i os. Enten ved at skrive til hey (a) cadb (dot) dk eller via Twitter: Enten @cadbooks eller direkte til Christian på @villum.

Sidst, men ikke mindst, kan vi også med glæde annoncere at man nu kan forudbestille Made With Creative Commons via Amazon.com og Amazon.co.uk.